Er din hund kræsen?
Viser hunden ikke interesse for maden når den serveres?
Putter du ekstra ting i for at få din hund til at spise?
Er du nødt til at håndfodre din hund?
Kan du nikke genkendene til bare én af disse ting, så kan du måske have glæde af dette:
I realiteten findes der ikke kræsne hunde. Dette kan virke lidt som en meget grov generalisering, men adfærdsstudier viser at det ofte er selve fodringsritualet og den måde hunde fodres på, der gør at de mister interesse for deres foder.
Hunde er, ligesom deres forfædre ulvene, drevet af at skulle overleve. Dette indebærer i særdeleshed at finde og spise mad.
Ulve spiser når de har muligheden, fordi de ikke ved hvornår det næste måltid byder sig. Er det en stor ulveflok, som nedlægger et lille bytte, bliver byttet ikke delt i lige store portioner. Her er det alfahannen og -hunnen som spiser sig mætte først før de næste i hierakiet får lov at komme til.
Hvis din hund af den ene eller anden årsag har meget lidt interesse for sin mad, kan det være en rigtig god idé at lave nogle faste fodringsritualer som minder om ulvenes. Det vil sende din hund nogle klare signaler om hvornår den får mulighed for at spise og samtidig slå fast hvem der er leder af flokken.
Her et eksempel på fremgangsmåden:
Forbered hundens mad i dens madskål (efter familien har spist aftensmad)
Før foderet tilbydes til hunden skal den der serverer det spise først. Om det er en kiks, et stykke frugt eller chokolade er underordnet. Her signalere du at du er flokkens alfahan/-hun.
Når dette er gjort sætter man, uden at have kontakt med hunden, skålen ned og går fra den.
Viser hunden ikke interesse for maden indenfor de første 15-30 sekunder, fjernes skålen igen.
Herefter er det vigtigt at hunden ikke får tilbudt en masse andet som f.eks. godbidder eller tyggeben.
Har hunden ikke spist sin mad, får den ikke muligheden for at få noget spiseligt før næste måltid.
Gentag dette og du vil opleve at din hund vil spise, når maden bliver tilbudt.
Det er vigtigt at være konsekvent og tålmodig!