Flåter på din hund – nej tak! De mest almindelige parasitter, der angriber hunde, er lopper og flåter. Her kan du læse om de 2 parasitter, som vi gerne vil undgå, at vores hunde får besøg af!
Lopper
Du er ikke i tvivl, hvis din hund har fået lopper! Den vil ret hurtigt begynde at klø sig mere end normalt. Loppebid klør på samme måde, som vi kender det fra myggestik. Hunden vil typisk klø sig omkring nakken og ved haleroden. I lysken kan den også finde på at småbide sig selv. Det kan være ret smertefuldt, og hunden kan have svært ved at finde ro.
På huden i lysken, kan du finde små røde pletter og sår efter loppebid. Du vil også finde en slags aflejringer, der ligner kaffegrums, hvis du kæmmer hunden med en tættekam. Dette er loppens afføring.
På lyse hunde, kan du måske være “heldig” at se en loppe, der løber hurtigt inde på den varme hud. Den kan dog være være umulig at fange – Tro mig! Jeg har forsøgt det på flere af mine hunde, og det var umuligt; den lille loppe sprang pludselig op i luften og gav mig et kæmpe chok. Så den er altså god nok - lopper hopper, og endda meget højt og lynhurtigt! Det er ikke så underligt, at den lille loppe, der gemmer sig i græsset, hurtigt kan springe på hunden, der kommer gående forbi.
Loppeæg
Når først, der er flyttet en loppe ind i pelsen på din hund, er skaden sket. Den vil hurtigt begynde at lægge æg og leve af blod fra din hund. Du vil blive forbavset over, hvor mange æg en hunloppe kan lægge på sit korte liv! En loppe lever nemlig kun i omkring fire uger. Den er ret produktiv og lægger ca. 10-25 æg om dagen, hvilket vil sige, at hunloppen kan nå at lægge omkring 700 æg!
De små, glatte æg vil have svært ved at blive i pelsen. Nogle af dem drysser af, når hunden klør sig. På den måde spreder æggene sig til hele huset og andre steder, hvor hunden opholder sig. Æggene klækker efter en lille uges tid, og de små loppelarver kan forblive i denne tilstand i månedsvis. Den lille loppepuppe reagerer på varme, og klækker straks, der kommer en dejlige varm hund forbi!
Flåter
Flåter på din hund generer ikke hunden på samme måde, som lopper gør. De kan dog overføre farlige sygdomme, der kan være livstruende for din hund. De små blodsugende parasitter gemmer sig ofte i skoven og i det høje græs, og det er her, hunden ”samler” dem op. Den lille parasit bliver klækket i skovbunden, og sætter sig fast på småfugle eller gnavere, og suger blod. Ofte bærer disse dyr anaplasmose og borreilia bakterier.
Når flåten suger blod fra dyret, får den selv disse bakterier. På et tidspunkt søger flåten et større dyr som ræve, hjorte, hunde og katte. Den kan nu smitte sit værtsdyr med bakterierne. Når hunflåten har suget blod, falder den af og lægger sine æg. Og nu skal du holde godt fast! Hunflåten kan lægge op til 6.000 æg! Når hun har lagt sine æg, så dør hun.
Borrelia
Det er vigtigt, at du fjerner flåter på din hund så hurtigt som muligt med en flåttang, da flåten, efter kun 24 timer på din hund, kan overføre borrelia bakterier. Jo længere tid flåten sidder på din hund, jo større er risikoen for smitte! Husk, at det lille sår skal renses, efter flåten er taget ud.
Har du mistanke om, at din hund er blevet smittet med borrelia, skal du straks søge dyrlæge. Der vil ofte være behov for en behandling med antibiotika. Symptomer på smitte af borrelia kan være træthed, feber, manglende appetit, muskelsmerter m.f.
Borrelia kan også medføre flere kroniske lidelser på hundens indre organer, så det er bestemt noget, man skal tage ganske alvorligt!
Anaplasmose
Når flåten suger blod overføres anaplasmose bakterien med det samme. De symptomer din hund får, vil være de samme som smitten af borrelia bakterien. Er din hund blevet smittet med anaplasmose, kan det vises i en blodprøve, og din hund vil, af dyrlægen, blive sat på en lang antibiotikakur.
Det kan altså være yderst farligt at blive smittet af en af de to typer bakterier!
Forebyggelse
Forebyggelse af flåter er en vigtig del af hundens sundhedspleje. Der findes flere forskellige typer flåtmidler, herunder tabletter, spot-on produkter, sprays og halsbånd. Nogle produkter er veterinærmedicinske og virker ved at dræbe eller afvise flåter, mens andre er baseret på naturlige ingredienser. Valget af flåtbeskyttelse bør tilpasses den enkelte hunds behov, livsstil og eventuelle følsomheder. Vi hjælper gerne med rådgivning om de forskellige muligheder.
5 Gode råd til at fjerne en flåt
Vi har sammensat 5 gode råd, når det kommer til fjernelse af flåter på din hund.
- Hold hunden rolig
Det er meget vigtigt, at du holder hunden i ro, når du fjerner flåten. Få eventuelt en anden til at holde hunden imens.
En pludselig og uforudset bevægelse kan gøre det svært for dig at få fat i flåten. Flåten kan også gå i stykker, så kæberne stadig sidder fast i hunden. - Tag fat under flåtens krop
Du må IKKE tage fat i flåtens bagkrop. Tag i stedet fat under flåtens krop tæt på hunden. Brug gerne en flåttang til at få fat under hele bagkroppen.
Ved at gøre det på denne måde, er der større sandsynlighed for, at flåten ikke går i stykker under fjernelsen. - Fjern flåten i én glidende bevægelse
Når du trækker flåten ud, skal det være i en fast, rolig og glidende bevægelse. Et pludseligt og hårdt ryk, kan få flåten til at gå i stykker.
- Når flåten er fjernet: hold øje med området
Når du har fjernet flåten, skal du holde øje med området. Det skal du, da flåten kan overføre sygdomme
Området kan være rødligt og hævet efterfølgende. Du skal holde øje med, om rødmen og hævelsen falder. Derudover skal du holde øje med, om hunden viser tegn på sygdom, eksempelvis feber eller nedsat aktivitet. - Følg ikke de gamle husråd
Der findes mange husråd omkring fjernelse af flåter, som ikke giver en særlig effektiv fjernelse. Du skal for eksempel IKKE; smøre flåten med smør eller brænde bagkroppen med en cigaret!
Er tæger farlige for hunde?
Mange forveksler ofte ordene "tæge" og "flåt", men disse to dyr er faktisk ikke relaterede. En tæge er et harmløst insekt, der normalt ikke udgør nogen fare for din hund - selvom den kan være irriterende, hvis den sidder et besværligt sted. Hvis du opdager en tæge på din hund, så fjern den straks.
Når du fjerner en tæge fra din hund, skal du sørge for at fjerne hele tægen, inklusive dens hoved og munddel, for at undgå at efterlade noget af tægen i huden. Brug en pincet eller tænger til at trække tægen ud med en jævn og langsom bevægelse, og undgå at presse eller vride tægen. Efter at have fjernet tægen, skal du rengøre bidstedet med sæbe og vand eller desinfektionsmiddel. Hvis du bemærker tegn på infektion, såsom hævelse, rødme eller betændelse omkring bidstedet, så kontakt straks din dyrlæge.

Danskejet virksomhed