Der har i begyndelsen af 2019 været megen diskussion om tørrede kyllingegodbidder og deres sammenhæng med nyresygdomme hos hunde.
Dette forhold bliver i øjeblikket undersøgt, men indtil videre er der ikke bevist nogen sammenhæng mellem specifikt tørrede godbidder og nyresygdomme. Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at godbidder ikke bruges som måltider, men begrænset som belønning.
KU, som undersøger sagen, udtaler, at de hunde der er blevet syge ofte har det til fælles at det er små hunde, der har spist store mængder af denne type godbidder. I forhold til hvor lidt foder en lille hund egentlig skal spise, er det nemt at komme til at give den en proportionelt for stor mængde godbidder – det er aldrig sundt for en hund. Pt. vides det dog med sikkerhed, at det ikke er sødemiddel (som sorbitol) der er kilden til sygdommen hos de få tilfælde, man kender til.
Det er vigtigt at huske på
- At godbidder produceret til og solgt i Danmark skal godkendes efter gældende EU-lovgivning og testes undervejs, før de når til den danske forbruger.
- At reglerne ift. tilsætningsstoffer mv. er anderledes i USA, end i Danmark og EU.
- At ingen godbidder er sunde i større mængder. Se godbidder som slik for hunden; godbidder skal udgøre en minimal del af den kost hunden indtager.
Det er altid vigtigt at man som hundeejer bruger sin sunde fornuft og kritik – det ved vi heldigvis også at de fleste gør :-)